Naser Khader vil i de kommende måneder blive trukket gennem det politiske søle. Khader skal angribes for at være leder af et parti uden politik. Khader skal fremstilles som kejseren uden klæder. Og Ny Alliance som et parti, hvis politik dårligt kan kaldes politik, men bare løse – og urealistiske – hensigtserklæringer, som ønsket om at sætte skatten ned til højst 42 procent.
Angriberne vil ikke få held med sig. Ny Alliances største styrke er, at partiet ikke har – og ikke vil få – nogen fast politik med faste, ideologisk funderede partiprogrammer, som vi kender det fra især de fire gamle partier.
Khader vil kunne høste enorm succes ved ikke at formulere fast politik, ved at være i tvivl – skal lesbiske have ret til kunstig befrugtning? – og kaste tvivlen ud til medlemmer, der så hjælper med at nå en afklaring. For netop tvivl er, hvad vi tørster efter. Vores statsminister siden 2001 er aldrig i tvivl, og det gør ham i et voksende antal vælgeres øjne trættende. Fogh Rasmussen fik i 2001 kolossal succes med sin kontraktpolitik, der gik ud på at formulere et sæt forståelige politiske løfter – med skattestoppet som det afgørende – og lovede at holde dem. Men kontraktpolitikken er død.
Vælgerne har ikke brug for politik, der ligger fast og ikke kan flyttes. Ny Alliance kan og vil få tordnende politisk succes ved bare at formulere et sæt overordnede værdier, ganske som partiet allerede har gjort, og så iøvrigt gøre det til et politisk varemærke ikke at have en fast politik.
Partiet kan, modsat hvad kloge valgforskere mener, endda få succes med ikke at love vælgerne noget som helst, men tværtimod at markedsføre sig som fornuftens parti , der tager stilling fra sag til sag. Og Ny Alliances potentiale er enormt. Vælgere i stort tal hører ikke mere naturligt til hos ét af de gamle partier, men orienterer sig politisk på kryds og tværs – moderne vælgere kan sagtens støtte en stram udlændingepolitik, men ønske asylcentre afskaffet. Være imod skattestoppet, men ønske lavere skat.
Pointen understreges af en undersøgelse, Ugebrevet A4 offentliggør i dag. Den viser, at Khaders vælgere vil i alle retninger – halvdelen ønsker 24-årsreglen afskaffet, den anden halvdel gør ikke. En halvdel mener, at det er for let at få offentlige ydelser, en anden halvdel mener det modsatte. Og sådan fortsætter det. Eksperter forudser, at det bliver umuligt at lave et partiprogram, der kan gøre alle glade, og at Ny Alliance vil skuffe mange vælgere. Sludder. Vælgerne ved, at ikke alt opfyldes, og de fleste er fløjtende ligeglade – de orienterer sig mod Ny Alliance som en ídé, et håb, et værdifællesskab og stemmer ikke for at få bestemte ønsker opfyldt, men for at finde et sted at høre til .