I starten stormede de frem, men nu er det begyndt at gå tilbage for Ny Alliance.
På bare tre uger er partiet gået fra 22 til 14 mandater. Det svarer til, at det i dag kun vil få opbakning fra 7,8 procent af vælgerne, hvis der var valg i morgen i modsætning til for tre uger siden, hvor 12,5 procent af vælgerne ville sætte kryds ved partiet.
Det viser en ny meningsmåling, som Green Analyseinstitut har foretaget for dagbladet Børsen.
Alligevel er det stadig Ny Alliance, der kan bestemme, om Anders Fogh Rasmussen (V) skal bevare regeringsmagten. Målingerne viser nemlig, at Venstre og Konservative sammen med Dansk Folkeparti kun kan mønstre 85 mandater. Men hvis Ny Alliance støtter op om Fogh, er den borgerlige regering sikret en flertal på 99 mandater.
Flere politiske kommentatorer vurderer over for Børsen, at udsigten til det ændrede flertal vil tvinge Fogh-regeringen til at lægge afstand til Dansk Folkeparti.