Forvirringen om Naser Khaders politiske ståsted er nu total.
Først gik rygterne om, at han var på vej væk fra De Radikale. Så tog han springet og stiftede sit eget parti, Ny Alliance. Men nu er han tilsyneladende tilbage hos De Radikale igen. Den tanke kunne man i hvert fald få, hvis man klikker ind på Khaders egen hjemmeside:
- Det handler også om at tage ansvar. Og det er en af grundene til, at jeg igen stiller op til Folketinget, som Det Radikale Venstres spidskandidat i Østre storkreds, lyder det fra Khader på hjemmesiden.
Er det en fejl?
- Jeg går da ud fra, at det er en fejl, ha, ha, siger kommunikationschef i Ny Alliance Rasmus Jønsson og tilføjer:
- Ja, selvfølgelig er det en fejl. Vi troede, at vi havde fået det hele rettet. Men det må vi så gøre hurtigst muligt, siger han.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Khader selv.