Formanden for Ny Alliance, Naser Khader, har sagt nej til en post i Folketingets mest magtfulde udvalg, Finansudvalget.
Partiet fik tilbud pladsen, fordi partiet er en del af regeringens parlamentariske grundlag, og derfor er i forbund med V, K og Dansk Folkeparti.
Betingelsen var, at Ny Alliance skrev under på at stemme med regeringen. Men det nægtede partiet ifølge Politiken.
- Vi ville ikke fraskrive os retten til at stemme efter vores egen overbevisning, siger partistifter og finansordfører Anders Samuelsen.
Finansudvalget er særlig magtfuldt ved, at de 17 medlemmer kan vedtage ting uden afstemning i Folketingssalen – blandt andet kan de bevilge, at regeringen bruger penge, som ikke er på finansloven. Samtidig tilflyder der udvalget oplysninger, som andre ikke har adgang til.
Flertallet i Folketinget har altid ni pladser i udvalget, mens oppositionen har otte. Derfor kunne Ny Alliance bringe regeringen i mindretal ved at stemme sammen med oppositionen. Men nu har Ny Alliance som eneste parti intet medlem af udvalget.