Det bliver tidligere familie- og forbrugerminister Carina Christensens (K) tidligere spindoktor, Lars Kaaber, der nu skal forsøge at tegne et pænere billede af Ny Alliance i pressen, skriver Nordjyske.dk.
Lars Kaaber har tidligere været ansat i den konservative pressetjeneste, hvorfra han blev overflyttet til Familie- og Forbrugerministeriet, da Carina Christensen blev minister.
Og at der venter den erfarne spindoktor en hård opgave, er der ingen tvivl om.
- Det har været hårdt for alle. Også for medarbejderne. Både opstart af partiet, valgkampen og forløbet efterfølgende har været hårdt. Det kan jeg tale med om, uden at pive, sagde en af Ny Alliances stiftere, Gitte Seeberg, da hun i går til Avisen.dk beklagede, at partiets hidtidige kommunikationschef, Rasmus Jønsson, har valgt at stoppe i jobbet.
Kort før nytår sagde også Ny Alliances daværende pressechef, Ulla Østergaard, op.