Dansk Folkeparti og Ny Alliance hiver i regeringen, som to stædige børn, der prøver at trække sin mor i hver sin retning.
Stridspunktet er de afviste irakiske asylansøgere, som Ny Alliance vil give midlertidig opholdstilladelse. Samtidig holder Dansk Folkeparti fast i, at der ligger et forlig på asylområdet, som betyder, at asylansøgerne skal hjem.
Men efter mandagens forhandlinger var det en tilfreds Naser Khader, der mente, at tingene går hans vej.
- Der er en bevægelse i vores retning, og det er vi glade for, sagde Naser Khader til Politiken.dk.
Men Pia Kjærsgaard føler sig overbevist om, at regeringen ikke bevæger sig væk fra Dansk Folkepartis favn, når det drejer sig om asylpolitikken.
- Vi har gjort ham opmærksom på, at der er et forlig, og det ved han i øvrigt også godt, mellem Venstre, Dansk Folkeparti og De Konservative. Der står vi fast på, at indtil nogen opsiger det forlig, og det tror jeg ikke, at nogen gør, så er der et forlig, fastslår Pia Kjærsgaard over for Berlingske.dk.