På gruppemødet vil den radikale gruppe i dag diskutere den mail, Naser Khader sendte til folketingsgruppen og en række andre partier, skriver Politiken. I mailen går han skarpt i rette med Elsebeth Gerner Nielsen.
Baggrunden for mailen er, at Gerner Nielsen i sidste uge optrådte med et tørklæde for at demonstrere, at ytringsfrihed ikke har noget med påklædningen at gøre.
Aktionen var også en reaktion på Søren Krarups sammenligning af tørklæder med nazisymboler.
Men Naser Khader mener, at Elsebeth Gerners aktion er at gå i den modsatte grøft i forhold til Søren Krarup.
- Elsebeth, du går islamisternes ærinde. Det er lige noget, de kan brug i deres kamp for at tvinge flere kvinder til at gå med tørklæde, skriver Naser Khader i mailen, som Jyllands-Posten har fået fat i.
Den Radikale leder, Marianne Jelved, havde på forhånd godkendt tørklædeseancen og tager afstand fra Khaders angreb på Gerner Nielsen.
- Jeg synes ikke, det er rigtigt, men jeg anerkender, at Naser Khader kan have den vurdering. Jeg ved ikke, om det er mig, der har ret eller ham, der har ret. Det er svært at måle, sagde Marianne Jelved til Ritzau kort før De Radikales gruppemøde onsdag på Christiansborg.
Hverken Naser Khader eller Elsebeth Gerner Nielsen har villet kommentere sagen yderligere.