Enhedslistens folketingskandidat Asmaa Abdol Hamid og Ny Alliances stifter Naser Khader er røget i totterne på hinanden.
Striden er startet, fordi Naser Khader i et interview med Dagbladenes Bureau kalder Asmaa for et dårligt eksempel for muslimske kvinder.
- Asmaa bekræfter alle fordomme om muslimer, der taler med to tunger. Den næste muslimske pige, der kommer med tørklæde, vil sikkert blive mødt med mistro, selv hvis hun er demokratisk og fornuftig. På den måde skader Asmaa chancerne for fremtidige muslimske kandidater, siger Naser Khader til Dagbladenes Bureau.
Asmaa svarer igen med at kalde Khader farlig for demokratiet.
- Når Naser Khader siger det her, så er det utroligt farligt, for han er med til at skubbe mennesker væk fra at deltage i en demokratisk proces. Det, mener jeg, er farligt for demokratiet og farligt for hele integrationsdebatten, siger Asmaa Abdol-Hamid til jp.dk.