Noget for noget. Det mener Dansk Folkeparti, der nu vil have forhøjet 24-årsreglen til en 28-årsregel til gengæld for at have støttet regeringens genopretningsplan.
Men de tanker kan støttepartiet godt pakke helt og aldeles sammen, meddeler Venstre og konservative.
"Der er ingen dokumentation for, at det skulle være bedre med en 28-årsregel end en 24-årsregel. De vil tilsyneladende bare stramme for at stramme, og det vil vi ikke være med til," siger Naser Khader (K) til Newspaq.
Dansk Folkeparti mener, de har argumentet på plads for deres 28-årsregel.
"24-årsreglen har haft en kolossal positiv virkning mod tvangsægteskaber og arrangerede ægteskaber. Derfor vil det være naturligt at lade den afløse af en 28-årsregel, så vi kan høste gevinsterne i endnu højere grad," siger gruppeformand Kristian Thulesen Dahl (DF) til Berlingske Tidende.
Samtidig siger Thulesen Dahl, at regeringen ikke har noget valg, eftersom DF for et par måneder siden hjalp VK med at få deres genopretningsplan igennem.
"Noget for noget," siger han.