"Jeg har besluttet mig for at fortsætte i politik, for jeg synes selv, at jeg stadig har meget at bidrage med," siger Naser Khader.
Onsdag eftermiddag var han gæst i DR P3's aktualitetsprogram 'Køter'.
Naser Khader, der som tidligere leder af Ny Alliance var omdrejningspunktet i den omdiskuterede dokumentarfilm 'Dagbog fra Midten', der blev vist på DR 2 tirsdag aften, bekræfter i DR P3, at han fortsætter karrieren i Venstre eller Konservative.
"Ja, det gør jeg. Men nu er det sådan, at jeg ikke render rundt og forhandler med nogle partier. Jeg tager en tænkepause, og så vil jeg forhandle reelt senere. Lige nu nyder jeg, at jeg ikke er i centrum. Jeg har behov for at tænke tingene igennem og så tage en ordentlig beslutning," lyder det fra Khader.