Efter flere dages intense spekulationer blev det fredag officielt, at den danske Formel 1-kører Kevin Magnussen kører for Haas-holdet i den kommende sæson.
Dermed forlader Kevin Magnussen det franske Renault-hold, og han ser frem til at sætte sig i raceren hos det amerikanske hold.
- Det er en fantastisk mulighed, og jeg er meget glad for at blive en del af Haas' Formel 1-hold.
- Det er klart, at jeg er sikker på mine evner som Formel 1-kører, men jeg er også meget sikker på, hvad Haas' Formel 1-hold kan levere i sin anden sæson og i hver sæson derefter, siger Kevin Magnussen til Haas' hjemmeside.
Danskeren ser store muligheder i at køre for holdejer Gene Haas' team.
- Gene Haas er kommet ind i Formel 1 med en stærk vision og med en anden måde at gøre tingene på. Han får det til at fungere og fungere godt.
- Jeg har haft et godt udsyn gennem hele sæsonen, og jeg ser frem til at komme bag rattet i næste års Haas-racer, siger danskeren.
Offentliggørelsen af kontrakten mellem Haas og Kevin Magnussen kom kort tid efter fredagens anden frie træning før sæsonens næstsidste grandprix.
Det køres søndag i Brasilien.
I de seneste dage har flere medier beskrevet, at en aftale mellem Haas og Magnussen var på plads.
Renault meddelte forleden, at briten Jolyon Palmer kører videre hos holdet i næste sæson, hvor også Nico Hülkenberg støder til Renault.
Kevin Magnussen forklarede torsdag, at han havde afvist en etårig kontrakt hos Renault.
/ritzau/