Når den afdøde superstjerne Whitney Houston i morgen bliver stedt til hvile, vil en anden stjerne fra hendes nok mest berømte film, Kevin Costner, holde tale.
Det skriver den amerikanske kendishjemmeside People.
Costner spillede i filmen The Bodyguard fra 1992 rollen som Houstons livvagt, der forelsker sig i sin arbejdsgiver. Houston sang også den meget berømte titelsang til filmen, "I Will Always Love You".
Film, såvel som soundtrack, blev et kæmpe hit, og filmen alene indtjente godt og vel to milliarder kroner.
Houstons celebre begravelse vil også have musikalske bidrag fra de to musiklegender, Aretha Franklin og Stevie Wonder.
Nyhedsbureauet Associated Press har som det eneste medie et kamera med til begravelsen i morgen, og ifølge flere medier vil det blive muligt at streame begravelsen live hjemme fra computeren.
Kilde: People