Bokseren Mikkel Kessler har én gang tidligere mødt sin kommende modstander, Librado Andrades, og vurderingen er klar:
»Han er uhyggelig,« siger Kessler til Ekstrabladet.dk.
24. marts er det igen tid til nævekamp for den dobbelte danske verdensmester og årets navn i dansk idræt. Den mexicanske modstander er ubesejret, han har vundet 24 kampe, og 18 var på knockout.
For et par år siden sparrede Kessler med Andrades i Los Angeles.
»Jeg synes, jeg havde godt styr på ham. Jeg var ikke i form på det tidspunkt, og han havde lige bokset en kamp, så måske var han lidt træt. Jeg kan faktisk ikke huske så meget af det. Jeg kan bare huske, at han var bomstærk,« fortæller Kessler til Ekstrabladet.dk.
Danskeren forventer derfor en lang kamp, og han bliver ikke overrasket, hvis den varer alle 12 omgange.