John Kerry er klar til at slippe USA's militær løs på det syriske regime. Eller i hvert fald noget af det.
Den amerikanske udenrigsminister er tirsdag aften dansk tid i høring i Senatets udenrigskomité i USA's forbundshovedstad, Washington DC, sammen med forsvarsminister Chuck Hagel for at forklare, hvorfor regeringen ønsker at gennemføre et angreb på præsident Bashar al-Assads regime i Syrien.
- Dette er ikke tiden til lænestols-isolation. Dette er ikke tiden, hvor man skal være tilskuer til nedslagtning, siger Kerry.
- Vi har talt imod unævnelig gru. Nu må vi rejse os og handle, siger udenrigsministeren, der vil straffe Assad-regimet på grund af det påståede angreb med kemiske våben i Damaskus den 21. august.
USA siger, at 1400 mennesker blev dræbt ved angrebet, der ifølge USA blev foretaget af regimet.
Frankrig siger det samme, men franske efterretningsrapporter taler dog "kun" om mindst 281 dødsofre.
- Hverken vort land eller vor samvittighed har råd til stilhed, siger Kerry videre.
Udenrigsministeren påpeger også, at et angreb skal sende en besked til andre diktatorer om, at USA ikke vil acceptere brug af kemiske våben.
USA's præsident, demokraten Barack Obama, har erklæret, at han vil have Kongressen, der foruden Senatet også tæller Repræsentanternes Hus, til at stemme om, hvorvidt USA skal gennemføre et angreb som følge af Assads påståede brug af kemiske våben.
Tidligere tirsdag sagde John Boehner, formand for Repræsentanternes Hus og republikaner, at han går ind for et angreb. Det samme har en anden af de ledende republikanere, nemlig John McCain, sagt.
/ritzau/AFP