Den internationale udsending til Syrien, Lakhdar Brahimi, mødes fredag med USA's udenrigsminister, John Kerry, og dennes russiske modpart, Sergej Lavrov, i Geneve, meddeler FN.
Brahimi har forsøgt at bane vej for, at der kan holdes en international fredskonference for Syrien i Geneve.
USA's og Ruslands udenrigsministre fortsætter samtidig deres forhandlinger i Geneve om, hvordan Syriens våben konkret kan bringes under international kontrol.
En version af en russisk plan for en løsning, som er blevet lækket til avisen Kommersant, taler om fire stadier: Syrien tilslutter sig den internationale konvention om forbud mod kemiske våben, det oplyser, hvor det har produktion og lagre af sådanne våben, inspektører bliver modtaget og sammen med dem, bliver det fastslået, hvordan syrernes kemiske våbenlage skal ødelægges.
Lavrov mener, at USA ikke længere har grund til at rasle med sablen over for Syrien, efter at præsident Bashar al-Assad torsdag erklærede sig villig til at underskrive traktaten mod kemiske våben og underkaste sig international kontrol.
- Løsningen på dette problem gør ethvert angreb mod Syrien unødvendigt, og jeg er sikker på, at vore amerikanske partnere stærkt går ind for en fredelig måde at få styr på de kemiske våben i Syrien, sagde Lavrov torsdag på et fælles pressemøde i den schweiziske by.
Kerry advarer om, at "dette er ikke et spil," og han har kraftigt understreget, at USA fortsat holder et militært angreb på Syrien i baghånden. Det kan blive aktuelt, hvis Syrien udnytter tiltrædelsen af den internationale traktat mod kemiske våben som en forhalingstaktik.
USA beskylder det syriske regime for at have dræbt over 1400 mennesker med et giftgasangreb mod en oprørskontrolleret forstad til Damaskus i sidste måned.
Forud for forhandlingerne med Lavrov i Geneve understregede Kerry, at en aftale må være "troværdig, omfattende og sammenhængende og verificerbar, ligesom spørgsmålet om tidsfrister skal løses. Desuden skal der være konsekvenser, hvis den ikke overholdes."
/ritzau/Reuters