Hillary Clinton og Barack Obama behøver ikke længere bekymre sig om konkurrence fra den demokratiske senator John Kerry i kampen om at blive præsidentkandidat til valget i 2008.
John Kerry, der i 2004 tabte til George W. Bush, sagde sent onsdag aften, at han ikke vil stille op.
I en følelsesladet tale sagde Kerry, at han havde været fristet til at stille op igen, men at tidspunktet ikke er rigtigt. Til gengæld lovede han at gøre alt for at sikre, at USA’s næste præsident blev leder af et mindre splittet land.
Kerrys valgnederlag i 2004 var meget snævert. Han blev slået af Bush med em margin på tre procentpoint, og derfor troede mange, at demokraten ville forsøge igen. Kerrys kampagne fik dog et tilbageslag i november, da han kom til at sige, at det kun var dumme mennesker, der blev sendt til krigen i Irak. Det var egentlig et forsøg på at lave sjov med George W. Bush. Kerry ville have sagt, at det kun er dumme mennesker, der sender folk til Irak, men ordene kom bare ud af munden på en anden måde.