Regeringen i Kenya har forbudt demonstrationer i dele af landets største byer forud for et omstridt omvalg til præsidentposten.
Det oplyser landets minister for intern sikkerhed, Fred Matiang'i.
Der er tale om finansdistrikterne i hovedstaden Nairobi, den vestlige by Kisumi og kystbyen Mombasa.
Arrangører af demonstrationer i de områder vil blive holdt personligt ansvarlig for skaden, som måtte blive forvoldt, tilføjer ministeren.
I Mombasa og Kisumu står oppositionen med Raila Odinga i spidsen stærkt.
Odinga, der har sagt, at han ikke vil stille op til omvalget 26. oktober, tabte i august til den siddende præsident, Uhuru Kenyatta.
Det udløste store protester, hvor næsten 40 personer mistede livet.
Men valget blev siden annulleret af landets højesteret.
Domstolen sagde, at der var uregelmæssigheder ved valghandlingen og optællingen.
Med Odingas beslutning om ikke at stille op til omvalget er Kenya kastet ud i politisk tumult.
Oppositionslederen støtter hævder, at det kommende valg er ugyldigt.
Derfor har de opfordret til demonstrationer og kræver valgreformer og et nyt valg.
Trods kravet fastholdt landets valgkomité onsdag, at omvalget afholdes alligevel.
Ved et omstridt valg i 2007 blev over 1200 mennesker dræbt under voldsomme uroligheder. De fleste blev ifølge en kenyansk menneskerettighedsgruppe dræbt af politiet.
/ritzau/Reuters