Præsidentvalget i Kenya finder sted som planlagt 26. oktober.
Det siger valgkommissionen i landet, og alle otte kandidater vil få deres navn på stemmesedlen.
Oppositionsleder Raila Odinga meddelte ellers tirsdag, at han trækker sig som kandidat, fordi valgkommissionen ikke har foretaget opstramninger og ændringer, der kan sikre, at valget foregår uden fusk.
Valget er et omvalg, fordi det første valg, der blev afholdt i august, blev annulleret.
Højesteret sagde, at der var uregelmæssigheder ved valghandlingen og optællingen, som gav den siddende præsident, Uhuru Kenyatta, sejren.
Valgkommissionen siger onsdag aften, at den ikke har modtaget en formel meddelelse fra Odinga om, at han ikke længere er kandidat.
Odinga sagde tirsdag, at valget 26. oktober ikke bliver frit og retfærdigt. Han gentog sine opfordringer til, at ledelsen i valgkommissionen skiftes ud.
Hans meddelelse har udløst gadeuroligheder. Tilhængere af Odinga var onsdag igen på gaderne i byen Kisumu, der er en af Odingas bastioner i den vestlige del af landet.
I hovedstaden Nairobi var flere tusinde demonstranter også på gaderne.
Politiet mødte demonstranterne med tåregas i begge byer, siger vidner.
/ritzau/Reuters