Anfører Stefan Gislason var på bænken, da Brøndby slog FC Nordsjælland, men han var ikke så vred over det som først antaget, hvis man spørger træner Kent Nielsen.
Medier har berettet, at islændingen forlod stadion i vrede, men det afviser Kent Nielsen.
"Vi vælger spillere ud fra det, vi mener er bedst til kampen. Det ved alle spillere, også Stefan. Jeg er glad for, at Stefan går ind og gør det, som han gør, og jeg kan sige, at historien om, at han skulle have forladt omklædningsrummet før sejrssangen, er noget vås," siger Kent Nielsen til klubbens hjemmeside.
Gislason blev skiftet ind, da hans afløser Jon Jönsson måtte udgå med en mindre skade. Jon Jönsson skulle dog være spilleklar til weekendens topbrag mod OB.
Kent Nielsen siger, at han ikke har lagt sig fast på, hvem af de to der får chancen på den defensive midtbane i den kamp.