Martin Bernburg bliver Brøndby-spiller fra nytår, og det vækker stor glæde hos holdets træner Kent Nielsen, der ser frem til tilgangen af angriberen.
"Jeg er meget, meget glad for at vi har skrevet med ham. Jeg synes, at Martin har taget nogle kæmpe skridt i de år, han har været i Nordsjælland," siger Kent Nielsen til ekstrabladet.dk.
Cheftræneren hæfter sig ved, at Bernburg er hurtig, arbejdsom og målfarlig.
Hos Bernburg selv er der også glæde at spore over den nye aftale med den ambitiøse klub fra Københavns vestegn.
"Jeg har en ambition om, at vi skal spille med om guldet. Det er jeg sikker på, at vi skal hvert år. I Brøndby kommer jeg under et andet pres, og det vil jeg gerne opleve," siger Bernburg til TV2.
Han håber, at et hurtigt skifte kan blive en realitet, hvis klubberne bliver enige.
Brøndby er i øjeblikket ved at forberede sig på morgendagens møde med Legia Warszawa i kvalifikationen til Europa League.
Første opgør i Brøndby sluttede 1-1.