Så sent som i weekenden kunne han hæve den hollandske mesterskabspokal over hovedet med sin klub Twente - danskerens første mesterskab i Holland nogensinde.
Men alligevel meddeler danskeren, som igennem sine to år i klubben har været en af de absolutte profiler, at han stopper.
"Jeg har besluttet at stoppe i Twente, og det er sket i samråd med træneren. Jeg ved ikke, hvor jeg spiller næste sæson," siger Kenneth Perez til den hollandske avis De Telegraaf.
Guldmedaljen, som altså blev sikret i weekenden med 2-0 sejr ude over NAC Breda, er Kenneth Perez' første i den hollandske Æresdivision. Og den falder på et tørt sted. Danskeren har nemlig fire gange før været lige ved og næsten, men har her måttet tage til takke med sølvmedaljerne.
Fra klubbens side har man kun roser til overs for den danske offensiv-spiller, også selvom han nu forlader klubben.
"Kenneth har gennem de seneste to sæsoner leveret vidunderlige præstationer. Hans erfaring har været meget vigtig for holdet, og den har bidraget til klubbens succes. Det er meget glædeligt, at hans tid i Twente slutter af med, at han vinder mesterskabet," skriver den tidligere engelske landsholdsspiller og nuværende Twente-træner Steve McClaren på klubbens hjemmeside.
Også Twentes formand, Joop Munsterman, ønsker Kenneth Perez held og lykke med fremtiden.
"Hvad end han vælger at gøre nu, vil blive en succes. Klubben og fansene skylder ham en masse. En ting er jeg sikker på, og det er, at vi vil holde kontakten med ham, og hvem ved, hvad fremtiden vil bringe," siger en hemmelighedsfuld Munsterman.