Det var en ren gyser, da Kenneth Jonassen måtte bruge hele fem matchbolde, før han havde besejret polske Przemyslav Wacha i ottendedelsfinalen ved Denmark Open i Århus.
Kenneth Jonassen er netop vendt tilbage efter en længere skadespause og er derfor endnu et stykke fra topformen. Derfor fik danskeren større problemer med Wacha, end han normalt burde have. Første sæt blev ellers kørt planmæssigt hjem med 21-10, men polakken vandt andet sæt 18-21. Det sendte kampen ud i et tredje sæt, som først blev afgjort ved stillingen 25-23.
Jonassen spiller kvartfinale fredag mod enten Nikhil Kanetkar eller Sairul Amar.
I damesingle vandt Tine Rasmussen torsdag 21-18, 21-13 over Karin Schnaase.