Seerne får mulighed for at opleve den tennisstjerne Kenneth Carlsen i en helt ny rolle, når han indtager dansegulvet i efterårets sæson af 'Vild med dans'.
- Jeg glæder mig meget, for jeg elsker at danse. Udfordringen bliver at huske trinene og koreografien, for jeg er ikke vant til "organiseret dans". Jeg freestyler, når jeg går i byen, og jeg indtager gerne dansegulvet. Dans gør mig i godt humør, og jeg elsker musik, siger den tidligere tennisspiller Kenneth Carlsen i en pressemeddelelse.
Fake en skade
De andre mandlige deltagere er fotomodellen Oliver Bjerrehuus, kuglestøderen Joachim B. Olsen, Søren Bregendal og TV2-værten Hans Pilgaard.
Sidstnævnte glæder sig til udfordringen. Han er ellers ikke nogen dansemus, fortæller han:
- Jeg kommer til at se én af mine dæmoner i øjnene. Det er en kæmpe overvindelse at skulle være med i "Vild med dans". Mine dansekundskaber ligger et sted mellem Peter A.G. og Michael Bundesen, siger Hans Pilgaard og understreger, at det er kærlig ment.
- Hvis jeg er ude til et selskab, byder jeg ikke værtinden op. Hvis jeg bliver budt op, kan jeg godt finde på at fake en skade. Jeg danser først, når alle andre også er på gulvet, og hvis jeg har fået noget at drikke. Når det er sagt, glæder jeg mig til at skulle være med i 'Vild med dans', siger Hans Pilgaard, som holder ferie og dermed er offline frem til august. Tv-værten skal danse med Mie Moltke.