Det lyder ellers som en rigtig god deal for begge parter:
Kendte danskere kører rundt i gratis biler fra BMW, DaimlerChrysler eller Toyota - og bilforhandleren får god reklame, hver gang kareten bliver vist lidt frem for offentligheden.
Sådan gør for eksempel Iben Hjejle, Casper Christensen og Jason Watt.
Problemet er bare, at ingen rigtig ved med sikkerhed, om de kendte betaler skat af bilerne.
- Det tror jeg ikke, de gør. Jeg har aldrig hørt om, at nogen kendte skulle indberette sådan noget, siger mangeårig rådgivende skatterevisor og lektor ved Handelshøjskolen i København, Christen Amby og slår fast, at der skal betales almindelig indkomstskat af en "gratis bil".
Dyr fornøjelse
Afhængig af den kendtes indtægt løber det ifølge Christen Amby op i cirka 50.000 kroner om året, hvis bilen har kostet 400.000 kroner.
I Skat har man ikke noget overblik over problemet, men informationsmedarbejder Cecilie Fernstrøm bekræfter, at en gratis bil er underlagt indkomstskat.
Hun kalder fænomenet "interessant".
- Det er da altid interessant at høre om et område, hvor nogen måske har rod i deres ting, siger hun.
Om det er noget Skat nu vil se nærmere på, vil hun dog ikke kommentere.
Aalbæk husker intet
En af dem, der har haft fornøjelsen af at køre rundt i en gratis bil, er filmkongen Peter Aalbæk Jensen fra Zentropa. Efter successen med Lars von Triers "Dancer in the Dark" blev han tilbudt en Alfa Romeo af Fiat. Den kørte han rundt i i perioden 2000-2001.
Peter Aalbæk Jensen, betalte du skat af den Alfa Romeo?
- Det ved jeg ikke noget om.
Men det er vel din egen konto, pengene er taget fra, hvis du har betalt?
- Ja, men det er min revisor, der tager sig af det.
Må jeg spørge din revisor?
- Næ, det synes jeg lige er en tand for privat. Men skattefar er da meget velkommen, hvis han mener, at han har penge til gode hos mig, siger Peter Aalbæk Jensen.
Racerkøreren Jason Watt har kørt i en VW Beetle.
Skuespillerne Casper Christensen og Iben Hjejle har kørt i en Toyota Prius.
Filmproducenterne Lars von Trier og Peter Aalbæk Jensen har kørt i en Fiat Spider og en Alfa Romeo.
Robinson-deltager Malene Hasselblad har kørt i en Toyota MR2-Cabriolet.