Til februar skal vi se kendte og semi-kendte slingre rundt på isen i stedet for at gøre dansegulvene usikre i Vild med dans .
TV2 afviser at være på vej med et program med navnet Vild med isdans , men de kilder Avisen.dk har talt med hos tv-stationen, griner indforstået, når man spørger, om de er klar med et program, der minder om Vild med dans og foregår på is.
Samtidig kan Ekstra Bladet fortælle, at den tidligere skøjtestjerne og pin-up model Mikkeline Kierkgaard skal være vært på programmet ’Trin for trin’ der går bag om de stjerner, der deltager i det der altså ikke hedder Vild med isdans med er vild dans på is.
Mikkeline Kierkgaard skal også være dommer i selve programmet. Hun deltager allerede i den tyske udgave af programmet, hvor hun er en af de skøjteprinsesser, der lærer en lokal kendis op.
Hun har boet i Tyskland siden 2002, hvor hun forlod landet i vrede. da Team Danmark ikke mente hun var god nok til at modtage støtte. Oprindeligt var hendes plan at skifte til tysk statsborgerskab, for at kunne deltage i OL slutrunder. Men en skade satte en stopper for det.
Tidligere har der været rygter fremme om, at TV2 har problemer med konceptet. Dels har deltagere i andre lande været ude for alvorlige ulykker, dels skulle det angiveligt være et problem at finde kameramænd, der kan stå på skøjter. Men noget tyder på, at de problemer er blevet løst nu.