Ritzau
Opdateret kl. 16:58
Aller Media er blevet stævnet for i alt seks millioner kroner, fordi ugebladet Se og Hør skal have krænket en række kendte personers privatliv.
Det fremgår af en note i selskabets regnskab, skriver Mediawatch torsdag. I noten til regnskabet gør medieselskabet i øvrigt sin stilling klar. Kravene er uberettigede og er desuden forældede, lyder det.
I november fortalte advokat Brian Larsen til Ritzau, at han på vegne at 19 kendte havde krævet et beløb i millionklassen af Aller Media, to tidligere chefredaktører samt den såkaldte tys-tys kilde, som forsynede ugebladet med oplysninger om de kendtes brug af kreditkort.
Blandt sagsøgerne er skuespillerne Mads Mikkelsen og Casper Christensen, ligesom også Rigmor Zobel og Remee er med i gruppen.
Kravet er en udløber af det, som er blevet kaldt danmarkshistoriens største medieskandale. Via superkilden kunne Se og Hør følge de kendtes færden.
Brugen af de fortrolige oplysninger førte til en omfattende efterforskning hos politiet, og i den efterfølgende straffesag betalte Aller Media en bøde på ti millioner kroner.
Desuden blev den tidligere chefredaktør Henrik Qvortrup idømt fængsel i et år og tre måneder, hvor de 12 måneder dog blev gjort betinget af, at han udførte samfundstjeneste i 200 timer. Også andre blev fundet skyldige.
Om kort tid tager Retten i Lyngby i øvrigt fat på den civile retssag, som den radikale EU-politiker Morten Helveg Petersen har rejst. Han har krævet en kvart million kroner i godtgørelse. Denne sag indledes 23. februar.
/ritzau/