Onsdag havde podcasten VLADO OG BERTHELSEN premiere. Bag mikrofonerne sidder de to kendte betjente Vlado Lentz og Christian Berthelsen, der vil tage lytterne med ind i en verden af trafik, mennesker og personlige fortællinger fra mange års arbejde på de danske veje.
Vlado Lentz har mere end 40 års erfaring fra færdselspolitiet og har længe haft idéen til et format, hvor han kan dele sine oplevelser uden for uniformen.
- Jeg har længe drømt om at lave en podcast om trafik og mennesker. Sammen med Christian Berthelsen vil vi dele de mange historier, vi har oplevet gennem årene på de danske veje - og forhåbentlig være med til at skabe en bedre kultur i trafikken, siger Vlado Lentz.
De to betjente lærte for alvor hinanden at kende som makkerpar i tv-programmet 'Jaget Vildt', og kemien blev grundlaget for det nye samarbejde.
Hver uge får duoen besøg af en kendt gæst, der deler sine egne erfaringer fra vejene og holdninger til dansk trafikkultur.