En række kendte danske rigmænd er raget uklar med stifteren af investeringsselskabet Black Swan, Christian Lindekilde.
Stifterne af Lagkagehuset, Ole Kristoffersen og Steen Skallebæk, Brøndby-ejer Jan Bech Andersen og brillemillionær Henrik Lindberg blotlægger konflikten, der handler om et tilgodehavende i millionklassen, på borsen.dk tirsdag aften.
Hvilke skridt, långiverne agter at tage, vil Ole Kristoffersen ikke konkretisere:
- Men vi har allerede ventet i mere end et år og er ret utålmodige. Lad den bare stå der, siger Ole Kristoffersen til borsen.dk.
Christian Lindekilde bekræfter, at der er en konfilkt, men han mener, at långivere har misforstået aftalen.
- De tror åbenbart, at deres lån har noget med Black Swan at gøre. Men det blev et privat lån til mig, da de valgte ikke at gå med som investor, siger Christian Lindekilde, der begrunder den manglende tilbagebetaling med, at der ikke har været 'personlige midler' til at få gælden ud af verden.
Andre har svigtet ham og dermed gjort ham ude af stand til betale gælden tilbage.
Henrik Lindberg, der er mangeårig brilleleverandør til Dronningen, kalder det 'dybt utilfredsstillende', at Black Swan-stifteren ikke tilbagebetaler sin gæld, når han har kunnet hente et trecifret millionbeløb til selskabet.
Lindberg afviser desuden, at han skulle have misforstået låneaftalen.
- Det har aldrig været meningen, at han personligt skulle skylde mig penge, siger Henrik Lindberg til borsen.dk