TV 2 News-værten Karen-Helene Hjorth måtte køres på sygehuset i en ambulance, da hun i går eftermiddag faldt om på sit arbejde.
Den 42-årige journalist blev kørt til undersøgelse på Hvidovre Hospital, efter hun fik det dårligt på vej i studiet på nyhedskanalen, hvor hun skulle dække regeringens nye sundhedsudspil.
- Jeg havde lige fået pudder på næsen og skal til at gå på, da det hele bare sejler for mig. Jeg nåede heldigvis at sætte mig ned, inden jeg faldt helt om, og så var der nogle af mine dejlige kolleger, der tog hånd om mig, siger Karen-Helene Hjorth til Ekstra Bladet.
Hun ringede til sin egen læge, men måtte hentes i en ambulance, da hun forklarede sin læge om sine symptomer.
Karen-Helene Hjorth ønsker ikke at gå i dybden om symptomerne, men siger til Ekstra Bladet, at hun i længere tid har døjet med en voldsom hovedpine. Hun er tidligere blevet undersøgt på hospitalet på grund af de massive smerter i hovedet.
- Der ikke noget fysisk galt med mig. Det er noget andet, der er galt, og det har jeg ikke lyst til at gå i detaljer med. Det er en blanding af alle mulige ting, siger hun.
Karen-Helena Hjort forklarer til avisen, at hun fremover skal tage det "lidt mere med ro", og på Instagram har hun delt følgende opslag om den ubehagelige oplevelse på jobbet: