Mens trafikken susede forbi, stod Signe Lindkvist og kastede op ved et busstoppested på Amager. Sådan beskriver den ellers altid sprudlende tv-vært det, hun kalder for den mest ydmygende oplevelse i sit liv, i et interview med Alt for damerne.
Det, der skulle have været en hyggelig weekendtur til Frankrig for at fejre en venindes fødselsdag, endte langt fra som planlagt. En skaldyrsforgiftning, som begyndte at rumstere i maven under flyrejsen hjem, sendte den kendte tv-vært til tælling blot 500 meter fra Københavns Lufthavn.
– Så stod jeg der, helt ydmyget, i mit tjekkede verdensdametøj, og bogstaveligt talt både sked i bukserne og kastede op på samme tid, mens alle kørte forbi mig, fortæller hun i interviewet og tilføjer, at det eneste hun kunne gøre var at tage det med oprejst pande og vinke til de forbipasserende bilister.
– Det giver et meget dejligt billede af, at ligegyldigt hvor meget ballade man kommer ud for i livet, så findes der intet så ydmygende som det. Når man har prøvet det, så har man ligesom prøvet alt – og det kan aldrig nogensinde blive værre.
51-årige Signe Lindkvist har været en markant profil i dansk tv i mange år, både i børne- og ungdomsprogrammer og som deltager i Vild med dans i 2018. Sidste år blev hun skilt fra tv-producenten Mads Ulrik Holmstrup efter 14 års forhold.