Der var en del som ikke rigtig havde fidus til, at den tidligere "Vild med dans"-vært Andrea Elisabeth Rudolph havde forstand på hudplejeprodukter eller at drive en forretning, da hun etablerede sig som selvstændig.
Men de har måttet tro om, for Andrea Elisabeth Rudolph har bevist, at hun udover at være et kønt og kendt tv-ansigt, også har sans for iværksætteri og formår at drive en idé til virkelighed.
Det fortalte hun om i TV 2's program "Min første million":
- På et tidspunkt havde vi helt klart et troværdighedsproblem, fordi hvad ved en underholdningsvært om cremer og hud? Og jeg er helt sikker på, at der var mange, der tænkte, at nu, hvor mit navn var varmt, skulle der bare sælges nogle varer på det.
Det varme tv-navn er kølnet en del i årenes løb. Til gengæld har hendes virksomhed Rudolph Care udviklet sig og kunne i 2017 ifølge TV 2 præstere et resultat på 8,7 millioner kroner - hvilket er knap en tredjedel mere end året før.
Dertil kommer en egenkapital på 18,9 millioner kroner, som ifølge Andrea Elisabeth Rudolph skal ud og markedsføre hendes produkter i udlandet.
Men hun flytter ikke hverken udvikling eller produktion til udlandet, fortæller hun:
- Jeg skal jo kunne stå 100 procent indenfor det, og det er faktisk mit navn, der står, og med det følger også et ansvar.