Den populære TV 2-vært Puk Elgård har skrevet en biografi om sit eget liv, skriver Billed-Bladet.
Bogen udkommer 19. januar og hedder "Se mor, jeg danser".
I bogen afslører 50-årige Puk Elgård blandt andet, at hun kom til verden efter en familietragedie.
Forældrene, Ruth Elgaard Nielsen og Flemming Nielsen, mistede deres førstefødte, da hun kun var otte år gammel.
Puk Elgård kom derfor til verden som det, hun selv kalder "et erstatningsbarn", skriver ugebladet.
Puk kendte ikke historien om sin afdøde søster, før hun som seks-årig fandt et gammelt fotoalbum med billeder af søsteren.
I forlaget Lindhardt og Ringhofs beskrivelse af bogen fremgår det også, at Puk Elgårds barndom var præget af forældrenes store forbrug af alkohol og piller.
Faderen var desuden ludoman og moderen havde et skrøbeligt sind. Puk Elgård har tidligere fortalt, at moderen døde af kræft.
Puk Elgård, som er søster til den fem år ældre Claus Elgaard, har været tv-vært siden 1996.