For tv-værten Tina Müller blev spørgsmålet om, at få børn et dilemma af de helt store, da hun var sidst i trediverne.
Hun var netop blevet single, og fortæller i et interview med ugebladet Søndag, at hun var nået så langt, at hun ville have et donorbarn og sad klar med hormonsprøjten, da hun tog sin beslutning.
- Så snart jeg havde lagt kanylerne fra mig og pakket dem væk, vidste jeg det bare: Jeg skulle ikke have et barn alene. Det var ikke den præmis, jeg ville sætte et barn i verden på, fortæller hun.
Hun siger videre, at det ikke var ensbetydende med, at hun ikke kunne give et barn et godt liv, men at hun følte, at der ville være en risiko, hvis hun satte et barn i verden på en præmis om, at "nu skulle det barn gøre mig lykkelig".
- Og den præmis ville jeg ikke trække ned over et barn, siger hun.
En væsentlig del af den nu 43-årige tv-værts beslutning var også, at hun aldrig selv har kendt sin biologiske far.
- Samtidig var jeg også ved at sætte et barn i verden med det samme udgangspunkt som mig selv: Et barn, som ikke kender sin biologiske far. Det var heller ikke dét, jeg skulle. I stedet skulle jeg måske helt reelt forsøge selv at skabe min egen lykke, siger hun til Søndag.
Hun fortæller videre, at hun formentlig i resten af sit vil være i sorg over, at hun ikke blev mor, men at det også var vigtigt, at hun fik parkeret tanken om børn.
Tina, Christian, Peter og Frode
Tina Müller har i mange år været sportsreporter på blandt andet Viasat Sport, TV 2 Sport og TV3 Sport, men i øjeblikket er hun aktuel som vært i det populære DR-program "Hammerslag".
Her har hun tager over efter Christian Degn, som har bestyret programmet i seks år. Før ham var Peter Ingemann vært, mens Frode Munksgaard bestyrede programmet i de første ti år fra 1994 til 2003.