Af Pia Melander Guilbert, redigeret til web af redaktionen
Af og til var det på vej til skole. Når Line Geertsen kørte gennem skoven for at komme hjem, havde tre drenge for vane at ligge på lur. De overfaldt hende og kunne godt finde på at smadre hendes cykel eller ødelægge hendes skoletaske.
Der var også tæsk i skolegården. Bolde blev med vilje tyret i stikbold, og underbukser eller alt tøjet var væk, når Line kom ud fra badet efter sport. Og når hun stod dér, nøgen og desperat, kunne pigerne godt finde på at hente drengene ind i omklædningsrummet. Det fortæller den kendte DR-vært Line Geertsen i et interview med FEMINA i denne uge.
Hun voksede op i en lille by i Nordjylland, hvor alle kendte alle, og det ikke var smart at være anderledes, uanset hvor meget hun gjorde for at passe ind og ligne de andre.
Skuespilleren Anne Sofie Espersen blev også mobbet i skolen: Læs mere på femina.dk
- Jeg så både anderledes ud og havde nogle andre interesser. Jeg var sent udviklet. I mange år var jeg den laveste pige i klassen, og de andres øjne var jeg en nørd. Allerede i 3. klasse læste jeg bøger om psykologi. Jeg skrev digte, var gammelklog, naiv og meget sensitiv. Det sidste er jeg stadig, siger Line Geertsen.
Mobingen gjorde hende indadvendt, og hun var ofte ked af det og græd meget. Hun sagde det til sine forældre og til et par af lærerne, og der blev holdt møder på skolen, men der skete ikke noget.
- Da jeg forstod, at det ikke hjalp noget at gå til de voksne, tænkte jeg, at det bare ikke kunne være anderledes, og at det nok var min egen skyld, siger Line Geertsen.
Den fysiske og psykiske mobning hørte først op, da Line et sted mellem 7. og 8. klasse besluttede, at dem, der mobbede, ikke længere skulle have magt over hende.
- Når man bliver mobbet, ligger truslen hele tiden i éns bevidsthed. Jeg rettede simpelthen mit fokus et andet sted hen, og så hørte det stille og roligt op.
Stadig outsider
I 8. klasse skiftede Line Geertsen skole, og til hendes forundring syntes de nye klassekammerater, at hun var helt okay.
”Jeg var høj og grim og havde bøjle”, fortæller Gitte Nielsen om sin barndom på femina.dk
- Når jeg tænker tilbage, er det det, der kan give mig tårer i øjnene – hvordan de tog mig til sig og viste en accept, jeg aldrig havde oplevet før. Pigerne kaldte mig ”Gert”. Det lyder måske ikke særlig flatterende kælenavn, men det gav mig en fornemmelse af at være en del af flokken, og jeg sugede bare til mig.
Line Geertsen har aldrig fået hjælp til at bearbejde mobningen, men hun har heller ikke følt, at der var et behov.
- Det skulle jeg måske have haft, men når jeg ikke har følt behovet, er det nok, fordi det aldrig knækkede mig. At jeg var dygtig i skolen og havde den personlighed, jeg havde, gav mig også en masse muligheder, blandt andet blev jeg som niårig vært på Radio Nordjylland. Jeg fik lov til at lave de ting, jeg gerne ville, og det gjorde mig stærk.
Mobningen har også præget hende som voksen, men på en måde, som hun føler, er gavnlig.
- Den har gjort mig i stand til at modstå et massivt pres, og det er en evne, der er vigtig at have i mit arbejde, hvor jeg må konfrontere andre mennesker og i visse tilfælde trække tæppet væk under dem. Jeg kan tåle at være alene om en holdning. Jeg er en holdspiller, men jeg er ikke det store flokdyr, og den dag i dag er jeg stadig meget bevidst om de dynamikker, der er omkring mig. Jeg lægger mærke til, når nogen vender ryggen til eller afbryder andre, og jeg er bevidst om, at en dårlig dynamik både er svær for den, der er øverst og nederst i hierakiet.
Det lyder som om, du udelukkende er kommet styrket ud af det?
- Jeg er typen, der nægter at se mig selv som offer. Hvis jeg har været udsat for noget uretfærdigt og får lyst til hævn, kan jeg hurtigt identificere følelsen og pille den fra hinanden, men jeg føler mig stadig som en outsider og kan godt blive usikker på, hvordan andre mennesker opfatter mig. Så kan jeg finde på at spørge min kæreste eller mine venner, om det var okay, at jeg reagerede på en bestemt måde i en given situation.
Hvad er det vigtigste, man skal indse, når man forsøger at tilgive andre?
- At man gør det for sig selv, at man kun kan give slip for sin egen skyld. Det har ikke ret meget med andre at gøre. Derfor mener jeg heller ikke, man kan spørge andre: Kan du tilgive mig? Så må man hellere sige undskyld, siger Line Geertsen til FEMINA.