Det hårde liv som kok og kendis var for nyligt tæt på at slå Den Skaldede Kok ihjel.
Carsten Olsen, som er tv-kokkens borgerlige navn, svævede mellem liv og død, da han for ti dage siden blev indlagt med blødende mavesår.
Det fortæller den kendte kok i dag til B.T.
"Det var med det yderste af neglene, at jeg overlevede. Jeg kan ikke huske ret meget fra fredag, og lørdag var jeg helt væk," siger Carsten Olsen til B.T.
Dramaet fandt sted om aftenen fredag d. 23. marts, hvor en vagtlæge sendte den kendte kok på skadestuen, efter han havde haft stærke mavesmerter og korte black-outs.
Her kollapsede han efter timers venten, hvorefter han røg på hospitalet. Det viste sig, at den hårløse kok havde et blødende mavesår. Lægerne havde svært ved at stoppe blødningerne, og hele lørdagen svævede kokken mellem liv og død. Det lykkedes dog at stoppe blødningen, og mandag blev tv-stjernen udskrevet.
Carsten Olsen har tidligere fået en såkaldt fedmeoperation, men det er uvist, om det er den, der er skyld i blødningen. Selv mener kokken, at hans hårde livsstil har skylden, og nu vil han lægge stilen om.
"Det er fordi, jeg lever et alt for hårdt liv med for meget arbejde og for meget stress. Jeg er 47 år og har aldrig været god ved mig selv. Jeg har taget alle de forkerte valg, med for meget fest og ballade, men nu er det slut med at spille fandango," siger tv-kokken til B.T.
Kilde: B.T.