Jobbet som betjent kan efterlade dybe ar under uniformen. Så dybe, at der kan være brug for professionel psykologhjælp for at få dem til at hele. Det har Danmarks mest kendte færdselsbetjent, Vlado Lentz, mærket på egen krop. Det fortæller han til ugebladet Her&Nu, der mødte ham til foreningen Thin Blue Lines velgørenhedsgalla i weekenden.
– Jeg har været til psykolog og har selvfølgelig deltaget i nogle af debriefingerne, vi har haft, siger Vlado til ugebladet, mens han lovpriser, at der er kommet mere opmærksomhed på betjentenes barske arbejdsmiljø. Ikke mindst på grund af Thin Blue Lines arbejde for at hjælpe nuværende og tidligere tilskadekomne politifolk og deres pårørende.
– Vi oplever en større og større åbenhed om det, både hos politifolk og hos vores ledelse, og Folketinget har lige vedtaget, at vi er kommet på finansloven. Det synes jeg er kanongodt, for der er mange, der har brug for hjælp, og de pårørende har været lidt oversete.
Vlado Lentz har været aktiv betjent i over 30 år og er kendt for sin medvirken i programserien ’Politijagt’, der har været sendt siden 2009.
I bogen "Vlado - Goddag, det er færdselspolitiet", som udkom i 2019, kommer Vlado mere ind på nogle af de voldsomme oplevelser, han har oplevet i sin karriere og som har krævet professionel hjælp at få bearbejdet.
Bogen kan købes her.