I 15 år har hun været en fast del af TV 2-holdet, der dækker kvindernes VM i håndbold. Men når slutrunden skydes i gang i slutningen af november, bliver det uden Stine Bjerre Mortensen i studiet.
Den 43-årige garvede sportsvært blev for to år siden mor til sønnen Carlo, der er født i december 2022. Og det er den direkte årsag til afbuddet, skriver hun på Instagram.
– Jeg har fået en dejlig søn, der er født i december, og jeg vil gerne give ham en barndom med nærværende fødselsdagsminder og decembertraditioner. Det er for mig ikke foreneligt med at rejse væk, lyder begrundelsen for, at Stine Bjerre nu giver værtsstafetten videre til Heidi Møller.
Kvindelandsholdet har altid været “et hjertebarn” for Stine Bjerre Mortensen, der i det hele taget har håndbolden særdeles tæt på. Privat er hun gift med håndboldstjernen Casper U. Mortensen, som blandt andet var med til at vinde OL-guld i Brasilien i 2016.
Derfor lover hun også, at hun er tilbage til mændenes EM-slutrunde, der bliver spillet i Danmark, Norge og Sverige fra 15. januar til 1. februar næste år.