Kendere af filmen "The Beach", med en ung Leonardo DiCaprio i hovedrollen, vil kunne huske de hvide sandstrande og det glitrende blå vand fra Maya-bugten.
Strandbugten, der ligger ved den thailandske ø Koh Phi Phi, er blevet udødeliggjort i filmen, men øens flotte natur har i en tid været falmende.
I årevis er horder af turister rejst til øen for at opleve dens eksotiske charme, men de mange besøg har plaget øen i en sådan grad, at myndighederne nu siger stop.
Derfor vil øen, der ligger i Andamanhavet, nu lukke for turister i fire måneder fra fredag. Lukningen sker primært for at give øens koralhav en chance for at komme sig og for at få dyrelivet tilbage.
Ifølge de thailandske myndigheder vil lukningen af øen være en tilbagevendende begivenhed.
Flere steder i Sydøstasien er man de senere år kommet på bedre tanker, hvad angår de massive mængder turister, som man i årevis har gjort meget for at tiltrække.
Sidste måned indledte Filippinerne også en seks måneders lukning af den populære Barcay-ø, hvis vand den filippinske præsident, Rodrigo Duterte, her beskrevet som "sivebrønd".
Men selv om man i Thailand nu forsøger at redde den naturskønne Maya-bugt, så er det ifølge marinbiolog og medlem af den thailandske regerings miljøudvalg Thon Thamrongnawasawat måske for sent.
- Jeg har forsøgt at skubbe på for denne kampagne i mange, mange år, men i Thailand er turisme en stor industri, og vi har haft brug for mange penge, så tidligere var der ikke så mange mennesker, der lyttede, forklarer han.
Thailand har omkring 35 millioner internationale gæster hvert år. Tallet er femdoblet på lidt mere en to årtier.
/ritzau/AP