Han er manden bag landeplagen “Still Believing”. Og Erann DD tror fortsat på kærligheden - også selv om han og Lizette Mikkelsen efter 25 års ægteskab nu er blevet skilt. Det fortæller han i et stort interview med Weekendavisen.
– Jeg skal genopfinde mig selv. Jeg er nødt til at blive forelsket på ny i noget helt andet. Og ved du hvad? Jeg er fucking still believing, mand. Der kommer en fed energi ud af at smadre snotten ind i en væg, siger sangeren, der i interviewet sætter flere ord på den smerte, skilsmissen har efterladt ham med.
Den 58-årige sanger mødte Lizette Mikkelsen i år 2000, samme år, som han udgav sit første soloalbum “Still Believing” med hittet af samme navn. I et interview med Femina for otte år siden fortalte sangeren, at han dengang målrettet gik efter en kvinde, han kunne stifte familie med:
– Jeg var meget afklaret med kærligheden. Jeg vidste, at jeg skulle finde mig en kone. På det tidspunkt havde jeg været i et forhold i syv år, haft en kæreste kortvarigt efter, og jeg havde det sådan, at nu skulle jeg finde den rigtige. Hun skulle ikke bare være sød – hun skulle være min soulmate, lød det dengang.
Sammen har Erann DD og Lizette Mikkelsen tre børn: Samuel, Lea og Ella.