Det var Rod Stewarts livs kærlighed og den første kvinde, han ikke havde lyst til at være utro. Men for Rachel Hunter var det ikke nok.
Og da hun efter otte års ægteskab bad om at blive skilt fra den populære sanger, brast hans hjerte.
- Jeg tabte seks kilo. Jeg frøs hele tiden. Jeg lå på sofaen hele dagen med et tæppe over mig og en flaske med varmt vand mod mit bryst, fortæller Rod Stewart i sin autobiografi ifølge Now Magazine.
De havde været gift siden Rachel Hunter var 21, hvor Rod Stewart satte en ring på hendes finger efter at have kurtiseret hende i kun tre måneder.
For ham var det den store kærlighed, og da Rachel Hunter sluttede forholdet, kunne han mærke det fysisk.
- Jeg fandt ud af, hvorfor de kalder det et knust hjerte. Man kan mærke det i hjertet. Jeg havde det som om, jeg var ved at blive skør, siger han.
Rod Stewart prøvede at komme over forholdet ved at gå til yoga og snakke med terapeuter, men det tog lang tid, før han kunne trække vejret rigtigt igen.
- Nu ser jeg mit ægteskab som otte år sammen med et fantastisk menneske, som jeg virkelig elskede, siger han.