Det er urimeligt at påstå, at kvinder systematisk diskrimineres, når det kommer til det månedlige beløb i lønningsposen.
Sådan skriver debatredaktør på Berlingske Anne Sophia Hermansen i en skarp kommentar på b.dk til Bente Sorgenfrey, formand for FTF, der er hovedorganisation for 450.000 offentligt og privat ansatte.
Anne Sophia Hermansen henviser til et opslag på Twitter, hvor FTF-formanden har delt materiale fra kampagnen "Kvindernes Sidste Arbejdsdag". Her proklameres det blandt andet, at "Kvinder får 15,7 % mindre i løn om året i gennemsnit" og derfor burde arbejde mindre end mændene.
Men det er helt forkert at tale om løndiskrimination, mener Anne Sophia Hermansen og uddyber:
- Hvis en kvindelig sosu’er var en mand, ville hun ikke tjene 15,7 % mere, og en mandlig sosu’er ville heller ikke tjene 15,7 % mindre, hvis han fik en kønsskifteoperation. Kvinder lider kort sagt ikke under den store løndiskrimination, som Sorgenfrey påstår.
Når der i gennemsnit er forskel på lønnen, er forklaringen i stedet, at mænd og kvinder arbejder i forskellige fag med forskellige funktioner til forskellig løn, skriver hun og henviser til en rapport fra lønkommisionen.
Ifølge bloggeren er der ikke noget, der står i vejen for, at kvinder kan gå efter de vellønnede job. Der er snarere tale om et frivilligt valg, vurderer hun.
- F.eks. går kvinder langt oftere på deltid og tager betydeligt længere barsel og flere af barnets sygedage, ligesom de søger job i det offentlige, mens mænd arbejder fuld tid og ikke tager nævneværdig lang barsel i bedre lønnede job i det private, skriver Anne Sophia Hermansen.
Derfor er det ikke "en pind synd" for kvinderne, som Bente Sorgenfrey og fagbevægelsen i følge Anne Sophie Hermansen gerne vil udlægge det, konkluderer hun.
Læs hele kommentaren her.