Ugebladet Se og Hør har vækket den normalt så afslappede model Oliver Bjerrehuus' vrede. Faktisk er han så rasende, at han slæber sladderbladet i retten med krav om at få renset sit navn, plus en ikke helt beskeden erstatning. Det skriver Ekstra Bladet.
Krigen startede, da Se og Hør i midten af april beskyldte Oliver for at være i metadonbehandling for sit misbrug. Det vil den kønne mandemodel ikke vedkende sig, så nu må Se og Hør stå skoleret for både Pressenævnet og retten.
- Jeg kan bekræfte, at Oliver har taget kontakt til en advokat, som er ved at kigge på sagen. Vi lægger sag an, siger Oliver Bjerrehuus' agent fra Unique Models, Jesper, til Ekstra Bladet.
Det var nogle billeder af den 36-årige Oliver, der kom ud af behandlingsstedet Familieambulatoriet på Thoravej i København, der fik Se og Hør til at skrive, at modellen var i metadonbehandling for sit misbrug.
- Det er direkte løgn. Jeg kommer der af fri vilje. Jeg er stoffri. Jeg aflægger urinprøver, og i snart to måneder har de været rene, er Oliver Bjerrehuus' svar.
Han har tidligere åbenlyst fortalt om sit forbrug af hash, som han nu har lagt på hylden, men vil ikke finde sig i at blive sat i forbindelse med hårdere stoffer.
Se og Hør tager sagen med ro og holder på, at deres oplysninger er korrekte.
Kilde: Ekstra Bladet.