Erik Damgaard mistede for 10 år det meste af en milliard kroner. Det skete, da finanskrisen kom og fik jorden til at skælve under den finansielle verden.
Den kendte ingeniør gik konkurs med sit investeringsselskab, og fra at være en af landets mest kendte rigmænd stod han nu i så store økonomiske problemer, at han måtte sælge rub og stub. Det skriver Finans.dk.
De mange huse og lækre biler var nu fortid, og det samme var tilværelsen i villaen i Hellerup, der på dette tidspunkt var Danmarks dyreste. Han formåede dog at beholde sit sidste aktiv - en tysk vindmøllepark.
Erik Damgaard var på et tidspunkt en af landets mest kendte forretningsmænd. Han sikrede sig den status, da han sammen med hustruen Anni Fønsby tilbage i 2008 var omdrejningspunktet i Kanal 5-programmet 'Erik og Anni goes to Hollywood'.
Finanskrisen satte dog en stopper for det søde liv som jetsetter, og Erik Damgaard meddelte i 2013, at han ville skilles fra Anni Fønsby, da hun afsonede en dom for ulovlig bordeldrift.
Erik Damgaard, der tilbage i 2002 blev til milliardær ved at sælge it-virksomheden Navision til Microsoft, forsvandt fra mediebilledet og ned til Spanien, hvor han lejede sig ind i en spartansk lejlighed.
- Til sidst havde jeg kun tre papkasser i mit liv, siger han til Finans.dk.
I 2014 lancerede Erik Damgaard valutahandelsplatformen Straticator, og siden 2016 har han stået i spidsen for virksomheden Unifonta med cirka 30 medarbejdere. Virksomheden fik en stor økonomisk indsprøjtning, da det lykkedes Erik Damgaard at sælge den tyske vindmøllepark for et trecifret millionbeløb.
Erik Damgaard siger, at han ikke er flov over sin egen person, men at han tog en forkert beslutning, da han sagde ja til at lave 'Erik og Anni goes to Hollywood'.
- Det var en dum beslutning. Men det har jeg lagt bag mig, siger han til Finans.dk.