Man skal ikke løbe med en halv vind. Og er man hyret til at underholde en masse mennesker fra bilbranchen, skal man heller ikke køre tværs gennem landet for at nå arrangementet uden først at dobbelttjekke, hvor man egentlig skal optræde.
Den lektie har Lasse Rimmer forhåbentlig lært, efter han fredag aften lavede en gedigen bommert. Det fortæller han selv i et opslag på Facebook.
- Lige ved Aarhus Banegård ligger det her skønne sted, Centralværkstedet. Jeg har været til bryllup herinde. Jeg har underholdt masser af selskaber i det lokale. Og i dag tog jeg hjemmefra klokken 14 for at nå herover og underholde en masse mennesker fra bilbranchen, skriver han i sit opslag.
Men da han ankommer en halv time før showstart, undrer han sig over, at der er ”underligt få mennesker”:
- Og så går det op for mig… bilbranchefesten er i Lokomotivværkstedet i København – tre timer væk!
Og mens miseren vækker stor morskab i kommentartråden, melder Rimmer intet om, hvordan gæsterne i Lokomotivværkstedet oplevede den tomme scene. Til gengæld melder Rimmer, at han snart gerne vil slippe for at kaldes "Danmarks klogeste komiker".