Den kendte britiske journalist David Frost døde lørdag efter et hjerteanfald. Han blev 74 år. Det oplyser hans familie ifølge BBC.
- Sir David døde af et hjerteanfald i aftes om bord på Queen Elizabeth-skibet, hvor han skulle holde tale. Hans familie er knuste og beder om ro i denne svære tid, lyder det i en erklæring fra fra familien, som blev læst op på tv-stationen BBC.
Dødsfaldet får ord med på vejen fra den britiske premierminister David Cameron:
- Mine tanker går til David Frosts familie. Han kunne være - og var det i hvert fald for mig - både en ven og en frygtet interviewer, siger premierministeren ifølge BBC.
Barney Jones producerede programmet Breakfast with Frost på BBC i mere end 10 år, og han siger, at David elskede tv.
- Og han mestrede den genre elegant i mere end 50 år. Og han så frem til en række projekter - blandt andet at skulle have interviewe premierministeren i næste uge. Vi vil savne ham enormt, siger produceren.
Højdepunktet i Frosts journalistiske karriere var formentlig interview-serien med den tidligere amerikanske præsident Richard Nixon i 1977. Interviewet foregik tre år efter, at Watergate-skandalen havde tvunget Nixon til at forlade præsidentembedet.
David Frosts interview med Nixon blev i 2008 omsat til filmen "Frost/Nixon".
/ritzau/