Du kender ham som manden bag den kendte udlejningsvirksomhed L’easy. Niels Thorborg er blandt Danmarks allerrigeste og nu har han besluttet sig for at sætte livsværket til salg.
Det skriver Børsen.
I en meddelelse bekræfter bestyrelsesformand i 3C Group, der står bag L’easy, at Nordea er hyret til at finde de rigtige købere til hele eller dele af forretningen.
”Den stigende opmærksomhed for 3C Retail har betydet, at vi gerne vil have en grundig vurdering af markedet, og derfor har det været naturligt at bede vores mangeårige samarbejdspartner Nordea om at afdække interessen for et helt eller delvist salg af 3C Retail," lyder det fra Jørn Tolstrup Rohde ifølge Børsen.
L’easy blev stiftet i 1985 og omkring årtusindeskiftet gik virksomheden ind på det norske og svenske marked. Siden har fynboen Niels Thorborg opbygget en gigantisk formue på L’easy. Ifølge Børsen er han således den 19. rigeste i Danmark og ejer også fodboldklubben OB.
Han ejer også lånevirksomheden D.E.R og tilsammen omsatte de to virksomheder for 1,2 milliarder kroner sidste år. Det danske marked er dog udfordringen lige nu, har Nils Thorborg tidligere fortalt.