Steen Svartzengren blev i december blev meldt til Nordsjællands Politi for dokumentfalsk. Det skriver B.T.
Den tidligere topdirektør i elektronikgiganten Toshiba er kendt fra DR2-dokumentaren 'Sidste omgang i Whiskybæltet'.
Her giver han sammen med modeskaberen Erik Brandt, modellen Oliver Bjerrehuus, Shu-bi-dua trommeslageren Bosse Hall og komikeren Thomas Wivel seerne et indblik i sin fortid, hvor han ifølge eget udsagn drak en flaske vodka til morgenmad efterfulgt af endnu mere vodka og vin i løbet af dagen. Sammen med sin kone Linda driver han nu samtalegruppen Etoh, hvis mission er at få rige ud af alkoholtågerne.
Det er Saxo Bank, der har meldt den tidligere direktør til politiet. Ifølge B.T.'s oplysninger forsøgte han at manipulere med nogle kontooplysninger i et forsøg på at få udbetalt et pengebeløb.
I et interview med B.T. siger Steen Svartzengren, at han ikke kender til en anmeldelse fra Saxo Bank. Banken har ingen kommentarer til sagen.
I 'Sidste omgang i Whiskybæltet' følger seerne også den tidligere modeskaber Erik Brandt i en vanskelig periode af hans liv. En periode, hvor han blandt andet indlægges til afgiftning på psykiatrisk afdeling på Bispebjerg Hospital.
Det var Erik Brandts datter, Emilie Brandt, som for snart to år siden offentligt gik ud og fortalte om sin fars forbrug af alkohol.
Hendes mission var at få Erik Brandt til at stoppe drikkeriet.
- Du mener, at jeg er alkoholiker. Jeg siger, det er jeg ikke. Men jeg kan godt lide vin, jeg kan bare ikke tåle det, siger Erik Brandt til datteren i udsendelsen.