Kendt filminstruktør er død af kræft

Filminstruktøren George A. Romero var omgivet af sin familie, da han døde af lungekræft i en alder af 77 år.
George A. Romero var især kendt for filmen "Night of the Living Dead".
George A. Romero var især kendt for filmen "Night of the Living Dead". Foto: Stringer Mexico/Reuters

Et dødsfald har ramt filmverdenen.

Instruktøren George A. Romero er død af lungekræft i en alder af 77 år.

Det bekræfter manageren Chris Roe i en erklæring til mediet Deadline.

Romero sov stille ind søndag efter et kort og aggressivt sygdomsforløb. Han var ved sin død omgivet af sin kone, Suzanne Desrocher Romero, og datteren Tina Romero.

- Han døde fredeligt og efterlader sig en kærlig familie, mange venner og en filmarv, siger Chris Roe i erklæringen.

Ifølge manageren indtraf døden, mens familien lyttede til musikken fra filmen "The Quiet Man", som var Romeros yndlingsfilm.

Den verdensberømte gyserforfatter Stephen King begræder tabet af George A. Romero og udtrykker sin sorg i en kondolence på Twitter.

- Ked af at høre, at min yndlingssamarbejdspartner - og gode, gamle ven - George Romero er død. George, der vil aldrig være en anden som dig, skriver Den Grønne Mil-forfatteren i tweetet.

George A. Romero blev især kendt for zombiegyseren "Night of the Living Dead", der udkom i 1968.

Foruden sin karriere bag kameraet har George A. Romero også arbejdet som producer og optrådt som skuespiller.

Læs Stephen Kings kondolence her: https://twitter.com/StephenKing/status/886710019756085248

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.