Han mangler hverken penge eller idéer.
Faktisk er erhvervsmanden vel nærmest skræddersyet til tv-programmet "Løvens Hule", men alligevel har Martin Thorborg takket nej til en stol flere gange.
Det skriver B.T.
Til avisen fortæller erhvervsmanden nemlig, at han er blevet spurgt flere gange.
- Du må godt citere mig for, at jeg er blevet spurgt flere gange, om jeg ville være med. Jeg elsker programmet, og min svoger (Jesper Buch, red.) er jo "the shit" i det. Jeg har stor respekt for det, siger Martin Thorborg og forklarer, hvorfor programmet må klare sig uden ham indtil videre.
- Det er sådan, at jeg ikke kan lide at investere i for mange ting. Jeg er maks. med i en tre til fire virksomheder ad gangen.
Og hvis jeg nu var med i tre sæsoner af "Løvens Hule"', så ville jeg jo pludselig have 15 investeringsprojekter i gang. Dér ville jeg brænde sammen. Det stressede mig helt vildt, engang jeg havde andel i 12 virksomheder, fortæller erhvervsmanden til avisen.
I denne sæson er de fem "løver" Jesper Buch, Jacob Risgaard, Christian Arnstedt, Anne Stampe og Louise Herping Ellegaard.