Erhvervsmanden Carl Christian Nielsen gik lørdag bort efter meget pludselig opstået sygdom Han blev 71 år. Det skriver Fyens.dk.
Han efterlader sig Odense-koncernen Micro Matic med 1.100 ansatte - et livsværk, som han i mange år har ejet sammen med forretningsmanden Svend-Aage Nielsen.
De ansatte fik mandag morgen besked om dødsfaldet. Carl Christian Nielsen - der også blot var kendt under navnet C.C. Nielsen - har været bestyrelsesformand i fodboldklubben OB.
Superligaklubben skriver på sin hjemmeside:
- C.C. Nielsen var oprigtig interesseret i andre mennesker, og han var drevet af at sætte mål sammen med andre og kæmpe for at nå dem sammen. Det har OB også nydt godt af, og gennem tiden har C.C. Nielsen ydet væsentlige bidrag til, at OB har klaret sig gennem krisetider og hver gang har rejst sig igen
Til Fyens.dk forklarer Micro Matics administrerende direktør, Søren Klarskov Vilby, at dødsfaldet som en overraskelse.
- Jeg vil savne Carl Christian. Jeg har været fantastisk glad for at arbejde sammen med ham. Som meget engageret bestyrelsesformand havde han og jeg en særlig tæt forbindelse, og både han og Svend-Aage Nielsen har været meget dygtige til at finde en god arbejdsdeling mellem ejerne og den daglige ledelse, siger Søren Klarskov Vilby.
Carl Christian Nielsen efterlader sig sin hustru, to børn og seks børnebørn.